Det handler om musik – glad musik, der spreder smil, højt humør og livsglæde. Musik til at danse efter – og musik, som handler om kærlighed, evig troskab, sol og sommer.
Det er dansk musik på toppen, det er Johnny Hansen.
Den 43-årige musiker er rejsende i livsglæde – en rejse, der til september har stået på i 25 år.
De første år var det i orkestret Airport, og i dag er han på 20. år frontfigur i Danmarks mest populære danseorkester, Kandis.
Alene med Kandis har Johnny Hansen underholdt over tre millioner mennesker, solgt 1,5 millioner album og tilbagelagt 1,3 millioner kilometer på landevejen. Det svarer til over 30 gange rundt om jorden.